SCIFI SNAK

Ep. 132: Olaf Stapledon, Star Maker

Lytteren Cem kaldte Star Maker “storslået, tidskrævende, men mindblowing”. Han havde ret på alle tre punkter. Storslået? Absolut. Syret? Uden tvivl. Men også, som Jens og Anders opdagede, en rigtig hård mundfuld at komme igennem. Fra lyngbakke til galaktisk bevidsthed Bogen starter forbløffende jordnært. En unavngiven englænder sidder en aften i 1937 på en bakke og betragter stjernerne, mens han tænker på sit liv og sit ægteskab. Hans kone sidder inde i det oplyste hus. Men så sker der noget radikalt: Hans bevidsthed løsriver sig fra kroppen, og pludselig kan han se gennem jorden – gennem klipperne, gennem planetens kerne – og ud i kosmos. “Looking down, I seemed to see through a transparent planet, through heather and solid rock, through the buried graveyards of vanished species, down through the molten flow of basalt, and on into the earth’s core of iron. But our home had vanished with the whole suburb, and the hills too, and the sea.” Her begynder den mest ekstreme kosmiske rejse i science fiction-historien. Først tilbringer hovedpersonen lang tid alene i det tomme rum, deprimeret og ensom. Men så opdager han The Other Earth – en planet befolket med menneskelignende væsener, der har lange ben, flade hoveder, og som lugter gennem hænderne. Her begynder Stapledon virkelig at køre. Som Jens bemærker, minder bogen om en D&D Monster Manual. Vi får detaljerede beskrivelser af hver races “biological equipment”: De kan smage med hænderne og fødderne. De har ikke meget musik, men til gengæld har de duftradio, hvor man kan opleve andres seksuelle oplevelser gennem lugten. Ja, det er præcis så syret, som det lyder. “In compensation, scent and taste developed amazingly. These beings tasted not only with their mouths, but with their moist black hands and with their feet. They were thus afforded an extraordinarily rich and intimate experience of their planet.” Hovedpersonen opdager, at han kan glide ind i de fremmedes hoveder. Han bosætter sig i kraniet på en halskær filosof ved navn Bvallthu, og gradvist smelter de sammen til en fælles personlighed. Fra denne sammensmelting vokser noget langt større. Hive minds, intelligente stjerner og kosmisk teambuilding Stapledon stopper ikke ved én planet. Nej nej. Vores hovedperson møder plantemennesker, insektlignende sværme (hvor enkeltindividet er dumt, men sværmen udgør en intelligens), symbiontiske krabber og edderkopper. Og – naturligvis – intelligente stjerner, der ikke bare kredser om den galaktiske kerne, men faktisk danser og kommunikerer med hinanden i kosmisk poesi. Hele tiden udvides den kollektive bevidsthed. Først én planet. Så flere. Så hele galakser. Pluribus på galaktisk skala, bare 90 år før Apple TV fandt på idéen – en sammenligning Jens og Anders flere gange vender tilbage til i episoden. Stapledon bruger disse møder til at reflektere over civilisationers cykliske udviklinger. Igen og igen ser vi samfund, der når et vist niveau af udvikling, hvorefter det hele bryder sammen i konflikt og krig, og de må starte forfra. Stapledon – filosof, pacifist og ambulancefører under Første Verdenskrig – havde tydeligvis nogle meninger om 1930’ernes Europa. Duftradio-beskrivelserne lugter af propaganda-kritik. Historierne om dekadente sofakartofler føles som fascisme-kommentarer. Men alle disse civilisationer, alle disse møder, peger mod ét mål. Mødet med den kolde skaber Bogens klimaks er mødet med Star Maker – universets skaber. Men det er ikke et kærligt, varmt møde med en omsorgsfuld gud. Nej, Star Maker betragter sit kosmos med den kliniske interesse, en kunstner har for sit værk. Han noterer flawsene. Føler ingen stolthed. For det her kosmos er bare ét eksperiment i en lang række. Star Maker er stadig i udvikling – fra baby-starmaker, der lavede legetøjsuniverser (ét univers bestod kun af musik uden rumlige dimensioner!), til mester-starmaker, der skaber stadigt mere komplekse kosmosser. Vores univers? Meh, et mellemstadie med “irrevocable flaws”. “For I had been confronted not by welcoming and kindly love, but by a very different spirit. It seemed to me that he gazed down on me from the height of his divinity with the aloof though passionate attention of an artist judging his finished work, calmly rejoicing in its achievement, but recognizing at last the irrevocable flaws.” En teologisk vision, både fascinerende og foruroligende. C.S. Lewis hadede den så meget, at han kaldte den “amoralsk” og skrev sin Space Trilogy som modsvar. Men Arthur C. Clarke elskede den og kaldte den den mest indflydelsesrige bog i sit liv. Efter mødet vender vores hovedperson tilbage til bakken, til lyngen, til konen i huset. Men nu med et radikalt ændret perspektiv på menneskehedens plads i kosmos. Og hans kone? Hun må have været bekymret. Han har været væk i milliarder af år – selvom der kun er gået et øjeblik. En bog der ikke er en bog Stapledon skriver selv i forordet, at bogen “by the standards of the novel, is remarkably bad. In fact, it is no novel at all.” Og han har ret. Intet plot. Ingen karakterudvikling. Ingen dialog. Bare en filosofisk meditation, en kosmisk traktat, en 300 siders stream of consciousness. Sproget er tungt – næsten 100 år gammelt og tit vanskeligt at følge. Som Anders siger: “Det føltes som en bog, der var skrevet 100 år før den faktisk blev skrevet.” Tonen minder om Frankenstein. Repetitiv? Absolut. Gang på gang beskriver Stapledon nye planeter, nye racer, nye samfund – som alle gennemgår de samme cyklusser. På et tidspunkt begynder man at skimme. Anders indrømmer blankt, at han “skimmede 10-20 sider ad gangen” gennem store dele af bogen. Men den er også fuld af idéer, som formede science fiction: Hive minds, galaktiske imperier, intelligente stjerner, telepatisk kommunikation, multivers-teorier. Kim Stanley Robinson sagde det bedst: “Every few pages contain all the material of an ordinary science fiction novel, condensed to something like prose poetry.” Vurderingen Jens: ⭐ (én stjerne). “Jeg havde ikke læst den færdig, hvis det ikke var for Sci-Fi Snak. Det er simpelthen killeren på en bog. Jeg kan godt se, at der ligger kvaliteter i den, men den er utrolig træls og langsomt skrevet. Jeg havde absencer, mens jeg læste.” Anders: ⭐⭐ (to stjerner – men med et spaltet sind). “De første 100 sider var smukke og poetiske. Den 17-årige hippie Anders indeni mig blev vakt til live af den kropsløse bevidsthedsrejse i kosmos. Men så blev det repetitivt. Jeg var tæt på at forsvinde helt ud af bogen.” En bog for alle? Næppe. “Hvis ikke jeg var 100% sikker på, at Henning allerede havde læst den, så ville jeg nok anbefale den til Henning,” griner Anders. Men hvis du er forfatter og leder efter idéer? Så er Star Maker en idébank uden lige. Arthur C. Clarke, Asimov, Le Guin og Kim Stanley Robinson lod sig alle inspirere. Og hvis du vil have en special science fiction-oplevelse – lidt spirituel filosofi, lidt mind-blowing kosmisk vision, lidt Iron Man læseoplevelse – så kan Star Maker være noget for dig. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Star Maker. Shownotes til episoden om Star Maker Siden sidst Jens Er totalt gået i Mick Herron-læsemode og læser spionthrillers Ser Pluribus på Apple TV – “Jeg er så glad for den, jeg næsten kan finde på at stå lidt tidligere op fredag morgen for at se et afsnit” Anders Har læst Dream Hotel af Laila Lalami – en bog om predictive policing og AI-drevne drømmeanalyser Hovedpersonen bliver tilbageholdt på et “opbevaringshotel” for folk, der måske vil begå forbrydelser i fremtiden (kafkask, men underholdende) Har læst Quantum of Menace af Vaseem Khan – en thriller om Q fra James Bond-universet Ser også Pluribus – “Den er crazy god” Lytternes input Fra Goodreads: Steen spørger om lydbogstjenester til bilkørsel. E-reolen og Libby har gratis biblioteksmaterialer (danske og engelske). Mofibo har et stort sci-fi-katalog. Og så er der selvfølgelig Audible. Julerabat fra Science Fiction Cirklen: Lise tilbyder en decemberrabat på den danske udgave af Stjernemageren – 200 kr. i stedet for 298 kr. Det er faktisk ret fedt, at den findes på dansk! (sciencefiction.dk) Rettelse: David Mondrup, som anbefalede Zoi, er ikke Janne Mondrups mand – de er fætter og kusine. Undskyld, David! (Episode 99 handler i øvrigt om Zoi) Mail fra Søren Bjørn-Hansen: Søren skrev fra sit sygeleje, hvor Sci-Fi Snak var “en tryg favn når febervildelserne raser”. Han gav input om Arthur C. Clarke og geostationære satellitter – Clarke skrev om kommunikationssatellitter i Wireless World i 1945 og forudså atomdrevne raketter inden for 20 år. Sådan gik det ikke helt. Søren foreslog også, at vi læser James Coreys The Mercy of Gods (den nye bog fra teamet bag Expanse-serien). Næste gang Anders vælger: Naomi Aldermans The Future (2023) – en nærfremtids-thriller om tech-milliardærer, der får en advarsel fra deres predictive software: apokalypsen er på vej, og de skal ned i deres hemmelige bunkere. Samtidig følger vi Lai Zhen, der pludselig bliver jagtet af en lejemorder og kun overlever takket være mystisk software på hendes telefon. Margaret Atwood kalder den “gripping”. Lauren Beukes: “A little Atwood, a little Gibson, all Alderman, it’s brilliant.” Alistair Reynolds: “A rollicking, fun-packed thriller.” Jens og Anders håber på en page-turner efter Stapledons filosofiske mareridt. Bonus-anbefaling: Se Guillermo del Toros nye filmatisering af Frankenstein på Netflix – der skulle være ret bognær. Måske vender Jens og Anders tilbage til det senere.

Ep. 131: Greg Bear – Blood Music

Biopunk før biopunk var cool “Where small things make big changes.” Sådan præsenterer biotech virksomheden Genetron sig på bogens første side. Genetron forsker i chips baseret på biologi. Hos Genetron møder vi Vergil Ulam, en forsker med genialt talent og mildt sagt elendig dømmekraft. Og da hans chefer opdager, at han bryder alle sikkerhedsprotokoller, og fyringen hænger over hovedet, tager han en drastisk beslutning. Hans forsøg med noocytter – intelligente, lymfocyt-baserede mikromaskiner har skabt helt nye utrolige resultater. Og for at redde sin forskning injicerer han dem i sig selv. Det indre univers: Noocytternes stemmer “A mother should name her offspring, shouldn’t she?” Noget af det, der virkelig fangede os, er øjeblikket hvor noocytterne begynder at tale. Det er både dybt creepy og fascinerende. Der er noget sært poetisk over de små væsner, som på én gang er logiske, naive og filosofiske. De spørger ind til kroppen, til verden, til Vergil, og til hvad det betyder at være noget. Om forfatteren: Greg Bear Bear slog igennem i 80’erne og 90’erne, hvor han var med til at definere en særlig gren af sci-fi, der mikser videnskabelig nørderi med eksistentiel undren. Blood Music fra 1985 er det klareste eksempel: en historie, der starter med en enkelt forskers dårlige idéer og ender med en slags kosmisk metamorfose. Han stod også bag Darwin’s Radio og Darwin’s Children, der begge undersøger menneskelig evolution gennem bioteknologiske briller, samt klassikere som The Forge of God, Eon og The Way-serien. Og som om det ikke var nok, var han også med til at grundlægge San Diego Comic-Con. USA som biologisk superorganisme Efter at Noocytterne har hygget til i Vergil i en periode er de klar til at bryde ud som en virus, der spreder sig over hele Midtvejs i romanen vælter det hele over i stor-skala biomassevisdom. Her fornemmer man at Blood Music har været inspirationen for værker som Annihilation, The Expanse og alt det organiske weird, der kom mange år senere. Særligt en flyveturen over USA er skrevet som en mareridtsdokumentar, hvor vi med reporteren oplever et USA, forvandlet til en kontinentstørrelse organisme, der pulserer i sin egen rytme. Suzy’s Choice: mellem individ og kollektiv Romanens følelsesmæssige centrum ligger hos Suzy, en ung overlevende, der stadig er uinficeret, men fanget midt i den omformede verden. På toppen af World Trade Center konfronteres hun med valget mellem at forblive et selvstændigt individ – sårbar, alene – eller lade sig absorbere af det enorme, kollektive sind, som noocytterne har skabt, hvor hendes transformerede mor og brødre nu inviterer hende . Scenen er både tragisk og smuk: en konfrontation med spørgsmålet om, hvorvidt bevidsthedens fremtid ligger i individet eller fællesskabet. Blood Music leger ikke bare med sci-fi-idéer – den rammer også de store spørgsmål om hvad individualitet egentlig betyder. Vurdering Blood Music er idérig og til tider helt fantastisk, men også med en tendens til at henfalde i tung biotech-babble med for mange bipersoner, der forsvinder igen. Vildt original, biopunket og undertiden decideret visionær. Læs for at få en tidlig oplevelse af transhuman scifi med biologisk body horror i ascendanten. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Blood Music. Jens: ⭐⭐⭐Anders: ⭐⭐⭐⭐ Shownotes Siden sidst Anders har læst og set: Chuck Tingle – Lucky Day Ian McEwan – What We Can Know : Smuk, næsten kirurgisk præcis clifi om erkendelse og klima. Ken Liu – All That We See or Seem: En cyberpunket sag i Doctorow-stilen. PLURIBUS (Apple TV) : Er lige startet den virker lovende! Jens’ læse- og se-sidst-runde: PLURIBUS : Samme reaktion som Anders: fascination blandet med udbredt frygt for menneskehedens fremtid. Jane Mondrup – Zoi : Zoi af Jane Mondrup. Sådan en helt Stanislav Lemsk fortælling, hvor vi er med astronauter ombord på en interstellart rejsende biologisk entitet. Faktisk superfed. Jeg gav den en firer. Fuld af gode ideer! Lytterfeedback Det vælter som altid ind med kærlige skub, anbefalinger og lettere genrebashing. Kåre gav os endnu en lille opsang for vores “snævre” genrekonventioner, fordi vi sagde nej til The Libraries of Mount Char. Til gengæld anbefalede han Christopher Priest – Henning fremhævede især Inverted World, som han mente var obligatorisk almendannelse. Majbrit opfordrede: Hold nu fast i de nyere titler! Så hun kan opdage nyere forfatterskaber sammen med os. Christian bragte gode nyheder fra Bogforum, hvor hans paneldebat om dystopier tiltrak hele 200 publikummer. Diskussionen tog udgangspunkt i Sort Storm, Det døde land og hans egen Pandora-serie – hvilket beviser, at dansk sci-fi har det temmelig glimrende. Næste gang læser vi Olaf Stapledon – Star MakerEn af de helt store, kosmiske klassikere. Universets historie, guddommelig evolution og filosofisk sci-fi på højeste blus. Vi glæder os allerede til at gå i kredsløb om den.

Ep. 130: John Scalzi – Old Man’s War

Endelig læser vi John Scalzi John Scalzi (f. 1969) er amerikansk forfatter, tidligere journalist og blogger. Han debuterede som romanforfatter med Old Man’s War i 2005 – en historie, der først blev udgivet som serie på hans hjemmeside, før et forlag opdagede den. Scalzi regnes for en af de store moderne stemmer i den underholdende, plotdrevne science fiction. Han trækker tydeligt på klassikere som Heinlein og Haldeman, men med mere humor og mindre patos. Hans stil er hurtig, dialogdrevet og teknologisk jordnær. Old Man’s War blev siden til en storslået space opera-serie om kolonikrige, kloner og kærlighed i rummet. Men det hele begynder her: med John Perry, på vej mod fronten i bytte for fornyet ungdom – og måske et nyt liv. Gamle mænd i nye kroppe “Take a good look at your body, Mr. Perry. Because you’re about to say goodbye to it.” John Perry er 75 år gammel, da han siger farvel til sin afdøde kone og melder sig til Colonial Defense Forces – rumhæren, der beskytter menneskehedens kolonier ude blandt stjernerne. CDF vil ikke have gamle, skrøbelige kroppe. De vil have livserfaring – som de kan pakke ind i klonede, grønne, supermenneskelige versioner af rekrutterne selv. Tænk at vågne op i en ung krop igen, med nanobotter i blodet, perfekt syn og en neural BrainPal, der gør det muligt at chatte telepatisk med dine soldaterkammerater. Rumhæren kalder Scalzi bruger klassisk militær-sci-fi som ramme, men gør det med et glimt i øjet og en moderne moral. De nye rekrutter – “the old farts” – bliver kastet ud i kampe mod fremmede racer som Rraey, Consu og Covandu, hvor man nogle gange bare kan træde på fjenden, bogstaveligt talt. “I’m stomping around this city like a goddamned monster. And I’m beginning to think that’s exactly what I am. What I’ve become. I’m a monster. You’re a monster. We’re all fucking inhuman monsters, and we don’t see a damned thing wrong with it.” Det, der starter som ren space-action, udvikler sig til en erkendelse af, at menneskeheden måske er lige så brutal som de aliens, vi kæmper imod. Man fornemmer hele tiden, at The Colonial Union styres af kræfter, som vælger krig uden blik for alternativer. Et univers med nuancer Vi får kun brudstykker af det større univers. Scalzi holder mange detaljer skjult for os – med vilje. Men selv de små glimt er nok til, at man aner, der er noget galt.Jorden er reduceret til en ressourcefarm: kolonister kommer fra de fattige lande, soldater fra de rige. Kolonierne skal forsvares, og CDF holder kortene tæt. Efterhånden som serien skrider frem, åbner Scalzi langsomt gardinet. I The Ghost Brigades møder vi soldater, der aldrig har haft et liv før – klonede hjerner uden minder, designet til at adlyde. I The Last Colony ser vi, hvordan CDF’s kontrol bliver udfordret, og hvordan militæret hellere starter en konflikt, end indrømmer en fejl. Kærlighed til en klon Under en katastrofal invasion af planeten Coral dukker Jane Sagan op – elite-soldat og klon af John Perrys afdøde hustru, Kathy. Eller rettere sagt: en version af Kathy, der ikke aner, hvem han er. Og så forstår vi pludselig, hvorfor bogen begyndte på kirkegården hos Kathy. Old Man’s War er i virkeligheden en kærlighedshistorie forklædt som militær-scifi. “I know the face. I was married to it.” Kan man elske nogen, der teknisk set er en kopi? Og kan Perry forvente, at Jane har følelser for ham? Findes der sådan noget som en genetisk soulmate? “Popcorn-scifi” med ekstra bid Scalzi skriver med fart og snappy dialog – det er “popcorn-scifi”, som Anders kalder det – men der er alligevel vitaminer i stoffet. Man mærker, at Old Man’s War står på skuldrene af Heinlein (Starship Troopers), Haldeman (The Forever War) og Orson Scott Card (Ender’s Game), men filtreret gennem Scalzis egen humor og fortællelyst. Anders giver den fire stjerner med et lille forbehold ⭐⭐⭐⭐ Jens kvitterer for at være godt underholdt med ⭐⭐⭐⭐⭐ Det er en bog, man ville ønske, man kunne se som en Netflix-serie med for mange eksplosioner og perfekt timing i punchlines. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Old Man’s War. Shownotes Anders har læst Atmosphere af Taylor Jenkins Reid og er i gang med Christopher Brookmyre (som slet ikke er sci-fi, men pyt).Han har også genset Ang Lees Hulk – måske for at blive i temaet “grønne kroppe og vrede mænd”. Jens har haft god tid og serie og har allerede læst videre i hele Old Man’s War-serien: The Ghost Brigades, The Last Colony og Zoë’s Tale. Og så er der kommet post fra lytterne … Fra Lytter og Fedder-redaktionen Det lader til, at flere af jer har været glade for, at vi giver lidt mere plads til lytterne – så her kommer endnu en omgang sci-fi-korrespondance fra det interstellare kommentarspor: Kristian og Janus har fulgt op på Franklin-ekspeditionen, som jo var oprindelsen til sidste måneds hovedperson, Commander Gore, fra The Ministry of Time. De minder os om, at Dan Simmons – ja, ham med Hyperion, som stadig er overdrevet fed – har skrevet The Terror, der bruger ekspeditionen som afsæt for et rendyrket horror-plot. Er det The Shrike på Nordpolen? Henning har kommentarer til quizzen fra sidst:Den med det geostationære kredsløb er faktisk endnu tidligere end Arthur C. Clarke. Allerede i 1920’erne spekulerede den russiske raket-knallert Konstantin Tsiolkovskij i “rum-elevatorer”. Tsiolkovskij forestillede sig egentlige “elevator-tårne” – Eiffeltårnet gange en 60-70 tusinde – placeret på steder som Sri Lanka og Ecuador, hvor toppen ville befinde sig i et geostationært kredsløb. Til de rumskibe, der skulle docke på tårnets top. Heldigvis for os kendte quiz-bagfolkene ikke til russiske raketknallerter. Christian var lidt ude med riven, fordi vi ikke kendte Boris Hansen, som Gravko anbefalede sidst. Kritik af vores manglende genreviden tager vi naturligvis i vanlig stiv arm – men det viser sig jo, at Boris Hansen er en elsket og prisvindende dansk fantasyforfatter. Dansk science fiction lever stadig, men læserne finder man ikke nødvendigvis blandt de klassiske scifi-fans – snarere i det langt større netværk af danske fantasy-læsere. Og Boris Hansen er et tydeligt eksempel på det: En kæmpe stjerne på den danske fantasy-scene. Mads Kamp fra Læsden! har også skrevet ind – tak for det.Efter at de har hængt os ud for at kunne læse utroligt mange og lange bøger, fordi vi er så gamle og barnløse, gentager han deres udfordring: Vi skal læse Piranesi af Susanna Clarke eller Inversions af Iain M. Banks. Noteret! Og til sidst er der en spændende anbefaling fra Lise, som har læst Good Morning, Midnight af Lily Brooks-Dalton.Hun beskriver den som Station Eleven af Emily St. John Mandel møder The Wanderers af Meg Howrey – med et lille drys Orbital af Samantha Harvey. Jeg kender Orbital (bandet altså) – ikke bogen, men de to andre får da øjenbrynene til at vibrere!

Ep. 129: Kaliane Bradley, The Ministry of Time

Denne måned har vi læst Kaliane Bradleys prisstormende debut The Ministry of Time (2024). Det er en spritny tidsrejse-roman, der starter som kammerspil og romantisk comedy of manners — men så udvikler sig og går fuld scifi. Vi taler om trope-klassikeren “man out of time”, om Bradleys skarpe sprog og hverdagskomik, om tidsrejse som noget nær biologisk, og om det store gearskifte i tredje akt. En mand ude af tid Graham Gore — en victoriansk søofficer fra Franklin-ekspeditionen — bliver før sin død hentet ud af 1847 og smidt ind i 2030’erne. En unavngiven embedskvinde skal være hans “bridge” og bofælle/mentor/overvåger. Det er akavet og rørende. Gore er på én gang hævet over og fanget i sin tid: moraliserende over moderne seksualitet og kønsroller, og samtidig konfronteret med sin egen tids slaveri og kolonialisme. Karaktererne i den afstand og dynamik som tidsrejsen bringer ind i deres relation. Romantik møder tidsrejse, ligesom i The Time Travellers Wife af Audrey Niffeneger He put the pills down hurriedly, flushing, and muttered, ‘“Having” “sex”, what a revolting term. I hope I never hear it expressed again.’ Når tidsrejse føles biologisk Bradley leger med idéen om, at tid og rum hænger sammen som lymfe- og kredsløb: “expats” fra fortiden er potentielt fremmedlegemer, som universet kan reagere imod. Expats kan ofte ikke ses på overvågning eller i scannere. De skal arbejde mentalt for at fastholde deres tilstedehed. Kaliane Bradley’s bud på tidsrejse er en organisk metafor, som hun ikke forklarer i dybden. Den minder os om Connie Willis’ tidsrejselitteratur, for eksempel Doomsday Book og To Say Nothing of the Dog. Sprog, humor og akavet kærlighed Vi elsker Bradleys evne til at både at skrive i et meget skønt billedskabende sprog mens hun også formår masser af små hverdagsbetragtninger. Det krydrer læseoplevelsen med små skønne øjeblikke mens man bevæger sig igennem plottet. Her i en scene hvor fortælleren får sat sin finger på plads: “She reached out and, without ceremony, snapped my dislocated fingers back into place. The birds sang over my screaming.” Og så den mere nøgterne men levende observation: “They returned my electronics but none of the requisite chargers. It felt like a final, petty little fuck-you.” Eller hendes evne til at fange den ekstremt levende detalje da romancen endelig tager fart: “He tugged me suddenly towards him and my heart jumped into my throat. I made a noise. In fact, I said, ‘woof’. Later that night I’d lie in bed with my fists balled up by my temples, thinking bitterly, fucking ‘woof’.” Fra romance til klimathriller I tredje akt vrider romanen håndtaget: Det har været teaset undervejs. Pludselig står vi i 12 Monkeys/Terminator-land, hvor fremtiden forsøger at ændre nutidens kurs. Det er et markant gearskifte, og bogen forandrer fuldstændig karakter. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Ministry of Time Shownotes til The Ministry of Time Siden sidst Anders har læst/oplevet: The Rook og Stiletto (genlæsning) samt den nye Royal Gambit — Daniel O’Malleys paranormale MI5-serie kører stadig. Sat Foundation sæson 3 på pause og er hoppet over på Invasion sæson 3 (Apple TV+) for noget mere jordnært alien-kaos. Jamie Susskind: Future Politics — fagbog om demokrati, data og AI; næsten sci-fi, bare uden rumskibe. Jens har læst/oplevet: Læsden! — Mads og Jeppe har lavet et afsnit om Ursula K. Le Guins Ordet for verden er Skov, optaget i en skov med nyt, mobilt grej. Bogen er en 70’er-klassiker: kolonialisme, Vietnam-echo, grønne “ewok-agtige” indfødte, og en kort, koncentreret Hainish-historie. SCIFI Quiz Jens bliver udfordret i en trivia-quiz fra space.com med titlen “A Hitchhiker’s Guide to Literary Sci-Fi”, hvor Anders tester Jens i 10 spørgsmål om klassisk science fiction-litteratur. Lytternes anbefalinger (og læsevaner) Hvordan læser du? Lise elsker både e-bøger og papir, men papir har sjæl: reolerne rummer “det som var” og “det der kommer”. Hun savner at kunne dele e-bøger som man deler en papirbog — men vil heller ikke undvære sin Kindle. Thomas kombinerer bibliotek og køb: låner via Biblo / eReolen / OverDrive, køber DRM-lette e-bøger fra ebooks.com, buecher.de og ebook.de (“formidabelt udvalg”), og holder styr på den fysiske reol via lib.bogt.dk. Bøger at give videre (fra kommentarfeltet): Kåre giver os kærlig røg (“896 siders klimadystopi?!”) og deler en SCIFI-propagandaliste for ikke-sci-fi-læsere: Orson Scott Card: Ender’s Game The Expanse-serien — stærk worldbuilding og tempo Emily St. John Mandel: Station Eleven Maibrit (aka Gravko) foreslår Boris Hansen: Tavse verdener — meta-novum (litteratur-rejser!), humor, pasticher og tilgængeligt sprog for nye læsere. Henning’s tre intro-hits: Arthur C. Clarke: 2001 — menneskehed, rumfart, HAL og kosmiske gys Robert Silverberg: Downward to the Earth — hemmelighedsfuld planet og fortidens spor Niels E. Nielsen: Herskerne (+ Troldmandens Sværd, Skyggen fra Sirius, Gæsten fra Stjernerne, Vagabondernes Planet) Katrine S. søger læsere til en sci-fi bogklub i København — kig i kommentarsporet på scifisnak.dk og hop med!

Ep. 128: Julian May, The Many Colored Land

The Many Colored Land er første bind i Saga of the Pliocene Exile, og samtidig flettet ind i hendes senere Galactic Milieu-trilogi. Det lyder ambitiøst, og det er det også: tidsrejse, fantasy og science fiction blandet i én stor gryde. I episoden snakker vi om alt fra gulerødder i tidsmaskiner til aliens, der laver pleasure domes, og om hvorvidt bogen mest føles som Tolkien på tur i Dungeons & Dragons-land – bare pakket ind i lidt sci-fi. En tidsmaskine, der kun duer én vej Julian May introducerer os til professor Theo Guderian, der i sin kælder har bygget en tidsmaskine, der kun kan sende ting tilbage i tiden – aldrig frem igen. Hans demonstration med en gulerod og en forhistorisk hest er en af de mest mindeværdige scener: guleroden sendes tilbage, hesten spiser den og dør på stedet, fordi seks millioner års aldring rammer den på et splitsekund. Et smukt billede på, hvor definitiv rejsen er. Ingen vej tilbage. Og alligevel vælger tusindvis af mennesker at tage springet. Gruppe Grøn og de mange baggrunde I bogens nutid (ca. år 2100) møder vi otte mennesker, som alle har deres grunde til at gå i eksil. Der er paleontologen Claude, der savner sin afdøde kone. Elisabeth, som har mistet sine telepatiske kræfter efter en ulykke. Felice, den voldelige atlet. Den fallerede rumskibspilot Richard. En nonne, en rogue-type trickster, en stalkende antropolog – og sågar en viking-enthusiast. De rejser ikke bare til fortiden for eventyrets skyld, men fordi de ikke passer ind i det højteknologiske, telepati-dominerede galaktiske samfund. Resultatet er en rodet men fascinerende gruppe, der straks opdager, at fortiden er langt fra paradis. Aliens, slaveri og “pleasure domes” I Pliocæn møder menneskene ikke kun sabler og mammutter, men også to alienracer: Tanu og Firvulag. Tanu ser ud som klassiske elvertyper – høje, smukke, arrogante – og bruger halsbånd til at styre menneskers sind. Firvulag er mere troldeagtige og mestrer illusioner, der kan knuse folks hjerner. Og så er der kvindernes skæbne: de bliver gjort frugtbare igen og brugt som avlsmaskiner eller sendt til de berygtede pleasure domes. Ikke ligefrem emancipation. Her støder bogen både ind i 80’er-fantasyens stereotyper og nogle ømme læsepunkter anno 2025. Fantasy forklædt som science fiction Selvom The Many Colored Land sælges som science fiction, er det svært ikke at se det som en fantasyroman i forklædning. Tidsmaskinen er bare en portal til en verden med elver-lignende Tanu og trolde-Firvulag, magiske halsbånd og guerillagrupper, der vil vælte undertrykkerne. Det er Dungeons & Dragons møder Tolkien – med et drys telepati. Og ligesom i Tolkien bliver gruppen splittet op, og vi følger parallelle eventyr. Problemet er bare, at det til tider bliver en kende langtrukkent. Krigsplanerne og guerillaplottene i sidste halvdel kan virke som en tør gennemspilning af en rollespilskampagne.Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Many Colored Land Shownotes til The Many Colored Land Anders har læst/oplevet: The Shroud af Adrian Tchaikovsky – rumskib, onde corporations og en måne fuld af helt anderledes livsformer. Anders var vild med den. Royal Gambit af Daniel O’Malley – ny bog i The Rook-universet, med kongelige, knogleknusende kræfter og et mord på The Prince of Wales. Har også genlæst Stiletto i samme serie. Er klar til sæson 3 af Foundation på Apple TV+. Jens har læst/oplevet: Ny Murderbot-novelle: Friendship, Solidarity, Communion, Empathy af Martha Wells – denne gang set fra rumskibet Arts perspektiv. The Rook og Stiletto genlæst, og så Royal Gambit som ny favorit. Har været i biografen til Fantastiske Fire. Tre gode bud på sci-fi-introbøger Til sidst i episoden fik vi en hjemmeopgave fra Lise: Hvilke sci-fi-bøger kan man anbefale til folk, der gerne vil i gang med genren? Jens og Anders har hver især valgt tre bud – og der kommer selvfølgelig også en håndfuld ekstra tips med på vejen. Anders’ anbefalinger Arthur C. Clarke – Rendezvous with RamaKlassisk rumskibs-sci-fi fra 1973. En mystisk cylinder glider ind i solsystemet, og et forskerhold udforsker dens hemmeligheder. Straight up first contact, mystik og old-school sense of wonder . Stephen Markley – The DelugeEn moderne, nærfremtids cli-fi-brik på 900 sider. Otte hovedpersoner, klimakrise, demokratiets kollaps og populister, der river alt ned. Stor, tung og en ordentlig downer – men velskrevet og aktuel . Arkady Martine – A Memory Called EmpireSpace opera med intriger, poesi og en kultur, man skal være åben for at dykke ned i. Litterært, men stadig fuld af sci-fi-ideer. Anders nævner den som en bog, man skal læse med åbent sind . Jens’ anbefalinger Iain M. Banks – The Player of GamesEn af de mest tilgængelige Culture-romaner. Om en mesterlig brætspiller, der udfordres i et imperium, hvor hele samfundet styres af et gigantisk spil. Rumskibe med sjove navne (hej Read the Fucking Manual), excentriske droner og Banks’ sædvanlige overskud . Kim Stanley Robinson – The Ministry for the FutureHvis Markleys The Deluge er den dystre klimavariant, er dette den mere håbefulde. FN (af alle!) forsøger at redde verden fra klima-kollaps – både med politik og lyssky metoder. Klassisk Robinson: hård videnskab møder store visioner . Ann Leckie – Ancillary JusticeBanebrydende space opera med AI-krigsskibe, en “justice of Torin” og køn, der ikke længere giver mening. Ikke den nemmeste start, men fantastisk, hvis man vil udfordres. Jens anbefaler den til dem, der er klar til lidt mere next level sci-fi . Honourable mentions og sidespring Martha Wells’ Murderbot Diaries (All Systems Red som startpunkt) – altid et crowd-pleaser . James S. A. Corey’s The Expanse – hvis man vil have en episk serie. Douglas Adams’ The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy – for den humoristiske tilgang. Kazuo Ishiguro – Klara and the Sun – en rørende AI-historie tæt på nutiden . Ramez Naam – Nexus-serien – techno-thrillers med AI og hjernehacking . Neal Stephenson – Snow Crash – cyberpunk-klassiker og måske hans mest tilgængelige bog . Yoon Ha Lee – Ninefox Gambit – totalt weird space opera med kalender-matematik (til når man er varmet op) . Meg Howrey – The Wanderers – om menneskelige relationer forklædt som Mars-mission . Lytternes anbefalinger Majbrit/Gravko sammenligner Nicola Griffiths Ammonite med Maren Uthaugs romaner 11% og 88% – begge med stærke kønspolitiske temaer. Nicolas meldte ud, at han ikke brød sig om Meg Howreys The Wanderers, som ellers var en af Jens og Anders’ yndlingslæseoplevelser i 2023. Bonus Der var også en lille snak om, hvor værterne køber bøger: Anders er hoppet fra Kindle til Kobo, mens Jens blander Kobo, Audible, Mofibo og DRM-frie e-bøger. Lytterne blev opfordret til at skrive ind om, hvordan de læser.