Familiepsykologi

Smerter og håb

Min fars smerter er voldsomme og resulterer i, at han af og til bliver indlagt på hospitalet for at blive udskrevet kort tid efter. Men der går ikke længe før smerterne igen bliver så uudholdelige, at han må indlægges påny. Det påvirker ikke bare ham, men også min mor, som på mange måder står med det medicinske overblik på hjemmefronten.Derfor er situationen uholdbar og vi håber, at der snart kan findes en løsning, så han kan blive smertedækket. Men håbet lever endnu. Håbet om helbredelse. Kræften har ikke spredt sig, så hvis den kemo, han snart skal modtage kan gøre knuden bare lidt mindre, er der udsigt til, at han kan blive opereret. Og måske endda helbredt.

Leg og fantasi

Min far talte ofte om at skrive en bog. Jeg bildte mig ind, at vi kunne nå det. Hvis jeg nu bare interviewede ham, kunne vi bånde det, og jeg kunne renskrive det sidenhen. Vi forsøgte. Men smerterne gjorde det svært. Eller også var vi der bare ikke. Måske var det for ambitiøst. Samtalen bliver luftig. Afbrudt. Måske er det fordi den leg, vi taler om og som har været en ledestjerne i hans liv, gemmer sig bag tunge mørke skyer af fortvivlelse og smerte. Men vi får tegnet et rids. Et rids af de intellektuelle strømme, som han var optaget af og hvordan han så for sig, at legen og fantasien kunne være det bindeled, som fik det hele til at gå op i en højere enhed. Lige nu - midt i min egen sorg - mærker jeg nødvendigheden af fantasien. For selvom min fars hylster er væk, forestiller jeg mig, at han stadigvæk er her. Og det føles som om det er sådan. Som om han ikke helt har forladt os. 

Sønnerne

Til min fars toner byder jeg dig atter velkommen i vores lille ventesal. En ventesal, vi nu har forladt, for i fredags, udåndede han til tonerne af sine børnebørns sang. På lørdag, den 13 september, min fødselsdag, vil han blive bisat i Sct. Lucas Kirke. Men i dette afsnit er han lyslevende. Han sidder ved siden af min lillebror Svend og jeg, og lytter til mig, der interviewer Svend om hans følelser og ikke mindst hans barndomsminder. For vores fars vedkommende er det stadigvæk smerterne, som fylder. De er blevet så voldsomme, at han indimellem får svært ved at være i sig selv. Samtidig er der blevet tændt et lille lys. Lægerne siger, at eftersom kræften ikke har spredt sig, vil de efter alt at dømme operere ham. Og selvom operationen lyder både kompleks, fyldt med bivirkninger og kun vil give ham en håndfuld ekstra år i bedste tilfælde, har det tændt et lille lys i mørket. 

Skærsilden

Vi tror stadigvæk på, at helbredelsen er mulig. Eller nogen af os gør. Jeg gør. Lægerne har sagt, at de vil forsøge med operation efter kemo-behandlingen. Håbet lever. Men noget andet, som også lever, er smerten. Et smertes-helvede, som lægerne endnu ikke har formået at lindre. I dette afsnit undersøger vi smerten og lidelsen. Meningen og meningsløsheden og ikke mindst forsøger vi at forstå min fars historie, for at forstå de ubalancer i hans liv, som måske, måske ikke, har spillet en rolle for hans sygdom. 

Livet, døden og kærligheden

Den 5 juni blev min far diagnosticeret med kræft i bugspytkirtlen. En af de mest aggressive og dødbringende kræftformer. I det øjeblik, han fik stillet diagnosen, var det som at blive smidt ind i en ventesal. En ventesal til døden. Vi er mange i den ventesal. Hans nære familie, kollegaer og venner. I denne podcast vil jeg forsøge at blive klogere på alle de følelser og tanker, som opstår i den ventesal. Hos os, min bror og mor, og mest af alt hos ham: Min far. Hans tanker om døden, om livet og om kærligheden. I denne podcast inviteres du med ind i den ventesal. Med ind i alt det bøvlede, i smertehelvedet, i opgivelsen, afmagten, sorgen, håbet og i kærligheden.