286 INTERVIEW: Blaffer med Francis Tapon og Daniel Shachory
Velkommen til endnu en episode med samtaler fra Extraordinary Travel Festival i Jerevan, Armenien. Vi har allerede mødt Gunnar Garfors, Ildikó Szabó, og Charles Veley. Tre af de få mennesker på kloden, der har besøgt alle lande. Og en af dem har ovenikøbet gjort det to gange.
I dag har vi et tema, der handler om at tomle, når vi taler med Francis Tapon og Daniel Shachory.
Francis Tapon
Vi havde fornøjelsen af at opleve et foredrag med Francis på Extraordinary Travel Festival som havde den mundrette titel: “Five Years of Nonstop Overland Travel To All 54 African Countries: Picking Up 3,000 Hitchhikers & A Bride”. Og med adskillige TEDx taler, så ved han, hvad han gør, når han går på scenen, og det var en udsøgt fornøjelse.
Hans mor er fra Chile, hans far fra Frankrig, men Francis selv var født i San Francisco, så han blev født med tre pas – og det lå nærmest i kortene, at han skulle rejse. Han er flydende på engelsk, fransk og spansk, og påstår selv, at han kæmper med at tale italiensk, portugisisk, arabisk og russisk. Men jeg har på fornemmelsen, at han bare er beskeden.
Da han aldrig havde været i Afrika, besluttede han sig for at gøre det – og som altid gik ”all-in”. Han lovede sig selv, at han ikke ville forlade kontinentet før han havde besøgt alle 54 lande og forsøgt at bestige det højeste punkt i alle lande.
Han regnede med at det nok ville tage tre år, men der skulle gå fem inden han var færdig. Det lykkedes ham at bestige det højeste punkt i 50 af de 54 lande, og så valgte han at samle 3.000 afrikanske blaffere op. Han fandt også sin hustru og var næsten skyld i at hun og hendes bror blev dræbt.
Nu er han i gang med at skrive en bog med 54 kapitler – et for hvert land. Han har allerede skrevet andre bøger: Hike Your Own Hike og The Hidden Europe, og er vært på sin egen podcast, WanderLearn.
Daniel Shachory
Fra en person, der har samlet en masse blaffere op til en fyr, der står i siden af vejen med tomlen i vejret. Daniel Shachory fra Los Angeles og MyThumbLife på Instagram og YouTube har et mål om at blaffe i alle lande i verden.
Det gør han halvdelen af tiden, og den anden halvdel er han hjemme i USA for at tjene penge som Uber chauffør. Men også her er han ret anderledes. Han arbejder på at blive den første, der har kørt som Uber chauffør i alle amerikanske stater. Så endnu et vanvittigt projekt.
Jeg faldt i snak med Daniel over frokost en af dagene i Jerevan, og selvom han måske endnu ikke er den mest berejste i denne miniserie, så spurgte jeg ham, om han havde lyst til at være gæst hos mig.
For ikke alene er han en super-sympatisk ung mand med et meget smittende smil, så har han nogle spændende historier. Og så, når han har gennemført et af sine tossede projekter, vil jeg kunne blære mig med, at jeg var en af de første, der interviewede ham.
Næste episode
Den næste episode er med Boris Kester fra Nederlandene, som har været i alle lande i verden og Gustav Rosted, en ung dansk YouTuber, der kalder sig Gus1TheGo.
Mit navn er Palle Bo. Vi ses.
Create your
podcast in
minutes
It is Free